Rundvisninger i Aarhus

u-days
22., 23. og 24. februar 2024

Under afviklingen af u-days tilbyder vi tre forskellige rundvisninger i studiebyen Aarhus, hvilket skal ses som en ekstra mulighed for at opleve byen enten før eller efter et besøg ved nogle af byens videregående uddannelsesinstitutioner.

Det er gratis at deltage. Der er plads til 25 personer på hver rundvisning, og pladserne fordeles efter først-til-mølle. Rundvisningerne aflyses ved for få tilmeldte.

Læs mere om de tre forskellige rundvisninger på siden herunder.

TILMELD DIG HER


FRAMELDING

Hvis du efter tilmelding bliver forhindret i at deltage, bedes du framelde dig hurtigst muligt, så din plads kan frigives til en anden. Vi håber, du vil respektere dette, så pladserne ikke går tabt. Link til framelding finder du i tilmeldingsmailen.

Rundvisningerne gennemføres af AarhusGuiderne (https://aarhusguiderne.dk/)


TORSDAG D. 22. FEBRUAR
Ceres Byen og Godsbanen

På denne byvandring sætter vi fokus på to historiske industriområders forvandling til moderne bydele.

På Ceres-grunden, hvor byens øl blev brygget gennem 152 år (1856-2008), stod en ny bydel med 1.100 boliger og en stor uddannelsesinstitution færdig i 2018. Kun to af de gamle bryggeribygninger er bevaret, og dét samt arkitekturen og tætheden i det nye byggeri blev genstand for heftig debat. På turen bliver der lejlighed til selv at bedømme resultatet.

Derefter går vi videre til Godsbanen – et andet af byens ”hotspots”, hvor der ligeledes er sat turbo på udviklingen fra gammelt til nyt.

Godsbanegården, etableret i 1923, genopstod efter en omfattende renovering i 2012 som en sprudlende kulturel smeltedigel.

På turen går vi tæt på historien, de mange spændende aktiviteter på stedet samt visionerne og planerne for den nye bydel, Aarhus K, der er skudt op på de omkringliggende arealer, bl.a. med Danmarks første nyopførte arkitektskole New Aarch og Lidls nye aarhusianske hovedkvarter.

TILMELD DIG HER

www.tilmeld.dk/udays-rundvisning-torsdag (frist 20/2 kl. 12.00)

MØDESTED

Ved indgangen til Ceres Byen på hjørnet af Silkeborgvej og Thorvaldsensgade, Aarhus C.


FREDAG D. 23. FEBRUAR
Alle elsker Latinerkvarteret

På opdagelse i Aarhus’ mest charmerende bydel

Latinerkvarteret er vores ældste og bedst bevarede kvarter i Aarhus – med smalle krogede gader, toppede brosten, pittoreske huse (enkelte fra 1400-tallet), små boutiquer, kaffesteder og restauranter.

Vi går i historiens spor – fra vikingebyens volde over middelalderkvarteret bag Domkirken, købmandstidens store gårde, 1800- og 1900-tallets håndværkerkvarter og frem til nutidens hængeud-sted for Aarhus’ borgere og besøgende.

Få historien og betydningen bag navnet Pustervig Torv og andre gadenavne. Hør om nogle af de personer, der gennem tidens løb har bygget, boet og arbejdet i kvarteret eller blot været på besøg (bl.a. en konge, et par statsministre og andre kendisser) m.m.

Hør også om, hvordan området blev reddet fra nedrivning i 1960’erne og efterfølgende ændrede sig fra slumkvarter til den boheme-, studenter- og turistmagnet, som Latinerkvarteret er i dag.

Vi kommer også ind på overvejelser om kvarterets fremtid, herunder Latinerforeningens bestræbelser på at bevare og udvikle kvarterets helt særlige liv og atmosfære, f.eks. med den årlige latinerfest.


TILMELD DIG HER

www.tilmeld.dk/udays-rundvisning-fredag (frist 21/2 kl. 12.00)

MØDESTED

Hovedindgangen til Aarhus Domkirke, Store Torv, Aarhus C.


LØRDAG D. 24. FEBRUAR
Aarhus - Verdens mindste storby

Hør om alt det, der gør Aarhus til en levende og attraktiv by.

Aarhus har alle storbyens faciliteter og er samtidig en overskuelig og hyggelig by tæt på skov, strand og smuk natur.

I de senere år har Aarhus nydt stadig større bevågenhed, nationalt og internationalt – især siden 2017, hvor byen var Europæisk Kulturhovedstad.

På denne byvandring oplever vi en række af de attraktioner, der giver sloganet verdens mindste storby mening: Det ikoniske rådhus, kulturelle flagskibe som Musikhuset, Kunstmuseet ARoS og Dokk1, den genåbnede Aarhus Å, Latinerkvarteret, smukke gamle bygninger og den seneste byudvikling langs havnefronten.

Hør om et bysamfund præget af vækst og udvikling og om dagliglivet i en levende og ”ung” by med mange uddannelsessteder.

TILMELD DIG HER

www.tilmeld.dk/udays-rundvisning-loerdag (frist 22/2 kl. 12.00)

MØDESTED

Hovedindgangen til Aarhus Domkirke, Store Torv, Aarhus C.

Kontakt

Majbritt Nielsen
Tlf. 40557028
Mail: majn|au.dk
FÅ INFO OM TID OG STED

Arrangementer

Klik på hjertet i øverste højre hjørne for at logge ind og gemme dit program.
Ceres Byen og Godsbanen (tilmelding via link)
torsdag d. 22. februar 2024
Kl. 14:00–15:45
Alle elsker Latinerkvarteret (tilmelding via link)
fredag d. 23. februar 2024
Kl. 14:00–15:45
Aarhus - Verdens mindste storby (tilmelding via link)
lørdag d. 24. februar 2024
Kl. 14:00–15:45